Debatindlæg nov. 2019

Er udeblivelser respektløse?

Se godt på billedet. Er skæld ud og sarkasme måden at møde udeblevne patienter på? Måske. Men hvad får ambulatoriet ud af det? Ingenting. Og er et martyrium virkelig vejen frem for sundhedsvæsnet? Næppe.

De som ser skiltet – ja de er jo kommet. Dem som udebliver, ser det ikke. En med-patient poster billedet på facebook og skælder ud på de udeblevne. En kollektiv udskamning går i gang. En enkelt pipper om indkaldelser, der ikke når frem i tide. En er sur over, at ambulatoriet giver kollektiv skældud.

Men udeblivelserne kan også ses fra en anden vinkel.

Måske er de udeblevne nogle af dem, som har det svært? Måske oplever de ikke, at diabetesbehandlingen som en hjælp? Måske har de prøvet at ringe til ambulatoriet og blevet mødt af autosvar? Måske matcher tiderne til “kontroller” i arbejdstiden dårligt? Måske er de trætte af blive kontrolleret? ‘Kontrol’ er jo bare ét eksempel på ord, der skaber envejskommunikation. Og skal ‘kontrol’ overhovedet bruges, når man taler om personer med en livslang sygdom?

Ja måske er udeblivelser et symptom på noget, som kunne bruges til reflektion og udvikling af landets ambulatorier? Respekt er ikke noget man bare har.

Respekt er noget skal gøre sig fortjent til.

Type1 mener:

I Type1 – Tænketanken for type 1 diabetes opfordrer vi sundhedsvæsenet til at sætte menneske før system. Type 1 diabetes er ubehandlet livstruende sygdom, hvor man oven i købet er sin egen behandler 24/7/365.

Vi arbejder for, at organisatorisk brugerinddragelse skal ske demokratisk   – og efter kvalifikationer, og at organisatorisk brugerinddragelse bør ske   – tidligt i processen. Patientkommunikation og udeblivelser er et oplagt sted at påbegynde samarbejde med patienterne.