Vores første gæsteblogger er Thea Drachen. Thea kalder det selv en ‘bøvs’, når hun skriver om de frustrationer og tanker, der for hende er forbundet med at leve med type 1 diabetes i 2020, hvor teknologien er opfundet til at hjælpe os, men som er svær at få…
Læsetid: 3 Minutter
Af Thea Drachen maj 2020
Stor irritation -> Small victories (+ irritation)
Game of Thrones Cersei’s handlingsmønster irriterede mig. Hun var med rette vred over den kvindeundertrykkende situation, hun var i. Men i stedet for at gøre hvad hun kunne, i de rammer hun havde, spildte hun sine muligheder på at være muggen over sit lod og gavnede dermed ikke nogens liv, heller ikke sit eget.
Det er gået op op for mig, at jeg gør det samme med min diabetes. Jeg er pisse træt af den. Jeg føler mig personligt forulempet over det, der ikke virker, og jeg har en vrede i mig helt tilbage, fra da jeg blev diagnosticeret som 3-årig – og ja lidt psykologhjælp havde nok været på sin plads, men det var i 70’erne…
Flere af mine venner med diabetes ser ud til at have et mere objektivt forhold til deres diabetes, de kan se på den som et projekt: “nå, det virkede ikke så godt, så retter vi lidt her til næste gang”.
Eller sådan virker det på mig.
De er sikkert også trætte af deres diabetes, men hvis nu de i virkeligheden OGSÅ tager nedturene personligt, så vid at I ikke er alene, for her er jeg!
Jeg har en vrede i mig helt tilbage, fra da jeg blev diagnosticeret som 3-årig – og ja lidt psykologhjælp havde nok været på sin plads, men det var i 70’erne…
Hvis bare ……
- man kunne få de hjælpemidler, man har brug for uden at skulle slås med systemet.
- fabrikanterne af insulinpumper kunne lade være med at spænde ben for closed loop muligheden.
- closed loop allerede var en realitet serveret til alle med diabetes.
Men i stedet for at give mig selv 20 minutter om ugen til at lave småjusteringer i min basal, kører jeg stadig med midlertidig basal i tide og utide.
Det er ligesom om, at jeg stritter imod at skulle afsætte hjernekapacitet til denne tilstand, fordi jeg burde ikke skulle gøre det – i den ideelle verden burde det serveres, vi har jo teknologien! Så i stedet for at udnytte de muligheder jeg har, stritter jeg imod med en “så kan det også bare være lige meget” holdning.
I dag dumpede en Miaomiao 2 ind ad døren
Jeg kan jo faktisk nu starte på noget, der ligner loop, for jeg har min libre. Og i dag dumpede en Miaomiao 2 ind ad døren. Go me! Small victories!
Jeg er stadig irriteret over min T1D og langt fra objektiv og sådan er det, min trang til at ændre det, er endnu ikke stor nok. Men nu er jeg opmærksom på det, og kan bruge min stædige side til at være kontrær mod min indre Cersei. Et skridt ad gangen.
Thea fik type 1 diabetes som 3 årig, og har oplevet, at andre børn sagde ‘Hej Sukkersyge’ til hende i skolen.
Thea har en ukuelig livslyst og gejst og har rejst og boet i flere verdensdele bl.a. USA og Australien.
Hun har kæmpet for at kunne dykke, for hun er nemlig havbiolog, ph.d., og bor i dag i York i England med sin forskermand og 2 børn. Hun elsker fantasy og at game.
It is nothing but a prepared technique to ensure
that you keep playing looking for that challenging enchanting combination.
I think you are absolutely right, because without that, finding the enchantment seems to be the issue 😉
Jeg ved, helt ind på livet, hvad det er du taler om.
Det er lykkedes mig for ganske nyligt at se på min diabetes regulering som et projekt.
Jeg har haft Type 1 i over 50 år, fået 2 børn, været gift to gange – og alligevel er det sådan, at jeg skulle have giftet mig med en matematiker som elsker at arbejde med tal og grafer, have fået førtidspension og nu hvor jeg er blevet 62, at have fået en kontinuerlig glucose måler, før jeg kan være en smule objektiv og synes det kan være ganske spændende, at få styr på tingene.
Og jeg bliver alligevel vred og stædig en gang imellem.
Jeg er meget glad for dit blog indlæg.
Du er hellere ikke alene.
Susan
Egh hvor er det dejligt jeg ikke er alene!